Ulvene
Vi ulve holder møde om mandagen mellem kl. 18.00 og 19.30. Går du i 2. eller 3. klasse er du i ulvealderen, og er derfor meget velkommen i vores ulveflok.
Det laver vi
Som Ulve lærer vi at bruge en dolk forsvarligt. Vi tænder bål og kan bruge det til lidt lettere madlavning. Vi prøver også at pionere, se på kort, øve knob og træne andre spejder færdigheder. Alt foregår på et niveau, hvor alle kan være med, uden nogen forkundskaber. Vi leger også en del, hygger os og har det rart.
Vores univers
Vi ulve har været her, næsten siden spejderbevægelsens start. Lige så længe har vi været inspireret af historierne, som vi finder i junglebogen. Det er den bog hvor Mowgli vokser op i junglen, og lever sammen med os seeonee ulve. Når vi planlægger vores møder, er det med udgangspunkt i dette univers, og indenfor denne fantasiramme vi arbejder.
I junglebøgerne mødes ulvene ved rådsklippen, når fuldmånen lyser over junglen. Det er her, ulvene tager de store beslutninger og lægger planer for ulvekoblets liv i junglen. Derfor holder vi naturligvis også fuldmånemøder, hvor vi holder råd, og taler om ønsker til fremtidige aktiviteter. Det er også på disse møder, hvor ulvene får deres ulvenavne og beviser for deres kunnen.
Læring
Som spejdere arbejder vi generelt med at lære, at tage ansvar for os selv, hinanden og naturen. Vi arbejder fortrinsvis ud fra læringsmetoden; ”Learning by doing”. Derfor får ulvene også altid lov til selv at prøve, og lykkes!
Ture
Vi tager gerne på tur 1 til 2 gange pr halvår. Det kan f.eks. være en gruppeweekend, eller en weekend med kun os ulve alene. Det kan også være en vandretur på 20 km, eller et bandelederkursus for de ældste af ulvene. Når vi ulve tager på tur, overnatter vi enten i hytte eller i telt afhængigt af årstiden.
Kristian
Leder
Lene
Assistent
Mikael
Assistent
Christian F
Assistent
Sophie F
Assistent
Mia
Assistent
Emma D
Assistent